Gadebørn stak af fra tvangsanbringelse

Fem marokkanske gadebørn i alderen otte til 13 år er forsvundet fra Center Sandholm.

Da medarbejdere fra kommunen troppede op i Center Sandholm for sammen med politiet at tvangsfjerne fem uledsagede mindreårige flygtningebørn, endte det med, at børnene stak af. Foto: AOB

Da medarbejdere fra kommunen troppede op i Center Sandholm for sammen med politiet at tvangsfjerne fem uledsagede mindreårige flygtningebørn, endte det med, at børnene stak af. Foto: AOB

GADEBØRN Fem marokkanske gadebørn i alderen otte til 13 år er forsvundet fra Center Sandholm. De stak af, da Allerød Kommune ville tvangsfjerne dem, skriver Frederiksborg Amts Avis og uddyber sagen:

Da to medarbejdere fra Allerød Kommune i marts måned troppede op i Center Sandholm for sammen med politiet at tvangsfjerne fem uledsagede mindreårige flygtningebørn, endte seancen med, at børnene løb fra stedet.

Den tiltænkte tvangsfjernelse var et forsøg på at beskytte børnene, der var i en sørgelig forfatning.

“Der er tale om en gruppe på fem marokkanske gadebørn, hvoraf den yngste er otte år. Og der er tale om børn, som har det meget dårligt. De går ind og ud af centeret, som de typisk forlader om aftenen, og så er de væk det meste af natten. Det jeg hører er, at det er bagmænd, der styrer deres færden 100 procent, og at de bliver brugt til kriminelle aktiviteter,” siger borgmester Karsten Längerich til Frederiksborg Amts Avis.

Det mener Politiinspektør Lau Thygesen, chef for efterforskningslinjen ved Nordsjællands Politi, også. “Det er også vores opfattelse, at deres færden kan være koordineret eller styret af bagmænd. Vi har svært ved at forestille os, at der af sig selv pludselig opstår sådan en trend med, at børn tager op igennem landene i Europa og laver en masse kriminalitet,” siger han.

Bekendtgørelsen, der giver en kommune mulighed for at fjerne børn fra et asylcenter, giver ikke politiet beføjelser til at tvinge børnene med.

Falske identiteter
Politiinspektør Lau Thygesen siger videre: “Børnene opgiver typisk forskellige falske identiteter i de lande, de rejser ind i. Men når de når til Danmark, og politiet tjekker deres fingeraftryk, kan det konstateres, at de går igen fra andre lande.

Han fortæller, at politiet har tilbageholdt mange af dem, når de opholder sig udenfor Center Sandholm.

“De er typisk blevet tilbageholdt i forbindelse med kriminalitet. Blandt andet indbrud i beboelse og tyverier. Vi oplever, at de færdes i grupper, og vi har som regel også anholdt flere ad gangen, siger politiinspektøren.

I forhold til de fem afrikanske gadebørn, der - som nævnt - forsvandt fra Center Sandholm i marts måned, oplyser politiet nu, at de også er forsvundet ud af landet. Politiet ved, at nogle af dem nu opholder sig i Sverige. Igen er det fingeraftrykkene, der har sladret. En enkelt er dog kommet tilbage til Danmark.

“En enkelt er vendt tilbage. Han er blevet anholdt og sidder nu varetægtsfængslet i en ungdomsinstitution,” slutter Lau Thygesen.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET