Rejsegilde på tennishallen

De tre tennisklubber i Allerød Kommune har snart udsigt til at kunne indtage den nye store og flotte tennishal med tre baner.

“Vi er nu et stort skridt nærmere at få opfyldt tennisklubbernes store ønske," sagde borgmester Karsten Längerich ved rejsegildet. Foto: AOB

“Vi er nu et stort skridt nærmere at få opfyldt tennisklubbernes store ønske," sagde borgmester Karsten Längerich ved rejsegildet. Foto: AOB

REJSEGILDE Den 5. marts holdt Allerød Kommune rejsegilde på Allerød Tennishal. Men de store vandpytter udenfor kunne ikke ødelægge den tydelige glæde ved det hastigt fremadskridende byggeri hos brugerne i kommunens tre tennisklubber: Allerød Tennisklub, Blovstrød Tennisklub og LUI Tennis. Det skriver allerødnyt.dk og fortsætter sin artikel:

Den nye tennishal får tre baner og bliver på i alt omkring 2000 kvadratmeter, og den ventes at stå færdig i maj-juni i år.

Borgmester Karsten Längerich sagde ved rejsegildet bl.a.:."Det er ikke længe siden, at vi tog første spadestik til halbyggeriet, så det er gået stærkt. Vi er nu et stort skridt nærmere at få opfyldt tennisklubbernes store ønske - til gengæld har det så også taget 20-30 år at komme igang."

Borgmesteren vil spille en tenniskamp i hallen
Borgmesteren takkede håndværkerne for deres arbejde og fremhævede, at byggeriet ville styrke tennisfællesskabet i Allerød Kommune. "Det her kan være med til at få flere unge ind i sporten. Stort tillykke til klubberne," sagde borgmesteren og afslørede, at han havde sagt ja til at spille en kamp i hallen, når den var klar, selvom han aldrig havde haft en tennisketcher i hånden.

De tre tennisklubber er blevet enige om rammerne for brug og drift af hallen, og det bliver sådan, at alle får lige adgang til at spille. Man kan se frem til mere end en tredobling af kapaciteten - og alle glæder sig til at tage det hele i brug."

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET