Husk - det er sommertid fra i nat

Natten mellem lørdag og søndag skal du igen stille på alle urene - de skal stilles én time frem - helt korrekt klokken 2 til klokken 3

liggende ur.jpeg

TIDSJUSTERING  Sommertid er en ændring af den normale tid, som effektueres ved at stille urene en time frem i sommerhalvåret. Men det er ikke alle lande, der anvender sommertid, og det er ligeledes forskelligt, hvornår på året sommertiden begynder og ophører. Perioden for sommertid strækker sig i Danmark fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.

Formålet med sommertid er at spare energi ved at udnytte dagslyset bedre. Ved at flytte dagen en time frem flyttes en times dagslys fra morgenen, hvor det om sommeren er lyst, før de fleste mennesker er aktive, til om aftenen. Herved spares strøm til lys ifølge nogle. Der er dog i studier sået tvivl om den reelle samfundsøkonomiske gevinst ved tidsskiftet.

Sommertid blev første gang - og halvvejs i spøg - foreslået af Benjamin Franklin i essayet An Economical Project, udgivet i 1784 under Franklins ophold i Paris.

Sommertid blev indført første gang i Østrig og Tyskland den 30. april 1916 for at spare olie, der var knap på grund af krigen. En række europæiske lande, herunder Danmark, fulgte trop den 21. maj samme år.

ur.jpeg