Enestående kammermusik-koncert i Tonna-salen

Blovstrød-borgeren, Tonna Nielsen, havde inviteret til en koncert, som blev til en musikalsk oplevelse af usædvanlig kvalitet.

Det blev til en musikalsk oplevelse af usædvanlig kvalitet, fremført af Klaus og David Munk-Nielsen. Foto: AOB

Det blev til en musikalsk oplevelse af usædvanlig kvalitet, fremført af Klaus og David Munk-Nielsen. Foto: AOB

KONCERT Fredag aften havde Blovstrød-borgeren, Tonna Nielsen, inviteret sit kor, Lillerødkoret, med pårørende til koncert med korets dirigent, cellisten Klaus Munk-Nielsen, hans hustru, violinisten Anna og deres 21-årige søn, pianisten David. Uheldet ville, at Anna brækkede en arm ved et cykeluheld for kort tid siden, så trioen måtte erstattes af en duo med Klaus og David. På trods af den meget korte tid til indstudering af et nyt program gennemførte far og søn koncerten på fornemste vis.

Jørgen Jessen skriver om koncerten:
”Det blev til en musikalsk oplevelse af usædvanlig kvalitet. Der lagdes ud med duoer for cello og klaver i et bredt program med udsøgte værker af Brahms, Vivaldi, Rachmaninov og Saint-Säens. Derefter udfoldede David alene sine imponerende evner i en sonate af Liszt og i et ekstranummer af Prokofiev.

De 175 fremmødte blev revet med af de to musikeres musikalske spil og deres virtuositet. Alle tilhørere blev grebet af skønheden i det meget fint varierede spil fra følelsesladede steder i pianissimo til meget voldsomme udtryk i både cello og flygel. Alt blev spillet med stor indlevelse, dynamik, klangskønhed og teknisk perfektionisme, så vi tilhørere blev dybt grebet. Vi nød Klaus’s varme celloklang og –spil og Davids meget varierede spil fra de mange lyriske steder til de stærkt dramatiske passager ikke mindst i den 1/2 time lange Liszt-sonate.

Efter pausen fremførte David Munk-Nielsen en 1/2 time lange Liszt-sonate og et ekstranummer af Prokofiev. Foto: AOB

Efter pausen fremførte David Munk-Nielsen en 1/2 time lange Liszt-sonate og et ekstranummer af Prokofiev. Foto: AOB

Det skal nævnes, at David studerer ved Sibelius Akademiet, hvor han har vundet 1. prisen i Akademiets klaverkonkurrence. Desuden har han for nylig opnået 2. pladsen i en international konkurrence for unge pianister (16 – 21 år) i Århus, hvor han desuden fik tildelt en Carl Nielsen-pris.

Slutteligt skal det nævnes, at den nye Tonna-sal akustisk set virkede helt perfekt. Stor tak for en herlig musikoplevelse!”

Efter koncerten berettede Tonna Nielsen om baggrunden for arrangementet. Foto: AOB

Efter koncerten berettede Tonna Nielsen om baggrunden for arrangementet. Foto: AOB

Efter koncerten berettede Tonna Nielsen om baggrunden for arrangementet: Hun var blevet så begejstret for Lillerødkorets julekoncert, der var den første under Klaus Munk-Nielsens musikalske ledelse, at Tonna, som selv er aktiv i korets soprangruppe, valgte at forære Lillerødkoret en koncert.

Tonas tanke var, at korsangerne selv skulle have muligheden for at høre en koncert. Endvidere var det tanken, at korets nye dirigent kunne få lejlighed for at vise andre sider af sin musikalitet, da han bl.a. også er koncertmusiker sammen med sin kone i Trio Convivio.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET