Så er der orienteringsløb for hele familien

Allerød OrienteringsKlub åbner forårssæsonen med start fra ‘Korthuset’ i Blovstrød.

Allerød OrienteringsKlub har til huse i ‘Korthuset’ på Sandholmgårdsvej her i Blovstrød, og selve løbene foregår i Tokkekøb Hegn. Pressefoto

Allerød OrienteringsKlub har til huse i ‘Korthuset’ på Sandholmgårdsvej her i Blovstrød, og selve løbene foregår i Tokkekøb Hegn. Pressefoto

MOTIONSORIENTERING Allerød OrienteringsKlub (Allerød OK) starter forårssæsonen 2019 nu, og alle kan være med, fastslår klubben. Det skriver man i en pressemeddelelse og uddyber:

Første gang med familie- og motionsorientering er denne gang søndag, den 6. januar, og herefter løbes der alle følgende søndage til og med den 24. marts.

Der er start mellem kl. 10-11 og altid fra klubhuset 'Korthuset' på Sandholmgårdsvej 43 i Blovstrød.

Der vil være tre lette og to svære baner i forskellige længder - cirka 3 km, 5 km og 7 km - og som noget nyt i 2019 også en mellemsvær bane på omkring 4 km til de let øvede.

I pressemeddelelsen lyder det endvidere: Så der er noget for enhver smag. De lette baner er lagt, så de primært følger de større stier i skoven, og de er derfor ideelle for børnefamilier, der har klapvogn eller løbevogn med. Ved start får man udleveret et orienteringskort og en løbschip, og der er mulighed for instruktion, hvis man har brug for det. Når man kommer i mål, serverer vi saftevand, varm kakao og frokost i klubhuset.

Prisen er 25 kr. for voksne og 10 kr. for børn, som betales kontant eller via MobilePay inden start. Arrangementet er gratis for medlemmer af Allerød OrienteringsKlub.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET