Mere om fartvisere

Kommunen mener ikke, at der er behov for at sætte flere fartvisere op i Blovstrød.

Mange undersøgelser har vist, at digitale fartvisere er den bedste løsning på sænkning af hastigheden. Fotomanipulation: AOB

Mange undersøgelser har vist, at digitale fartvisere er den bedste løsning på sænkning af hastigheden. Fotomanipulation: AOB

FARTVISERE I sidste uge skrev vi om, at der var opsat én fartmåler på Sortemosevej ved privatskolen, som viste DIN FART for de bilister, der kom fra Kongevejs-siden. Men fra den modsatte side mente kommunen ikke, at der var behov for en tilsvarende fartviser LÆS HER.

Dette har undret mange, og på Facebook er der en af vore læsere, som skriver: “Sikke noget fis, at farten skulle dæmpes naturligt fra Lillerød-siden. Det er en ‘spare-undskyldning’. Jo-jo. Nogle sænker nok farten pga. helle osv, men de fleste kan let køre 60-70 km/t uden at opdage det. Jeg er personligt nødt til at slå min fartpilot til 50 km/t, for at min bil ikke kommer til at trille op i højere fart. For det føles unaturligt at komme så langt ned i fart på den strækning. Jeg synes dog, det er den helt rigtigt fartgrænse - det er slet ikke det! Men fartmåler på den anden side - Ja, tak!”

Fartvisere på Kongevejen
Andre har benyttet lejligheden til at efterlyse automatiske fartvisere på Kongevejen. Det er den eneste rigtige løsning, hvis kommunen virkelig vil have bilisterne til at overholde den fastlagte max-hastighed på 50 km/t mener flere. Mange undersøgelser har vist, at fartvisere effektivt medfører en reduktion af hastigheden, og det er samtidig konstateret at hastighedsreduktionen er blivende.

Vi har nu forelagt forslaget for Hans Dyrby Kloch, der er teknisk chef for ‘Teknik og Drift’, som oplyser:
“I forbindelse med Kongevejsprojektet, er der udført hastighedsmålinger før og efter ombygningen. Eftermålingen viste, at gennemsnits-hastigheden i efteråret 2017 over en uge blev målt, at 85% af trafikanterne kørte langsommere end 52,1 km/t. Der er derfor ikke umiddelbart vurderet, at der er behov for opsætning af automatiske fartvisere.”

Over 15% kører for stærkt
AOB mener:
Vi har nu fået bekræftet, at disse oplysninger er opfattet rigtig, og det vil med andre ord sige, at mere end 15% af bilisterne kører over 50 km/t på Kongevejen. Dette burde da vel være nok til opsætning af automatiske fartvisere.

Hans Dyrby Kloch siger til dette:
“Desværre viser tællingerne, at der på trods af et kraftigt fald af hastigheden på Kongevejen, er der stadig bilister, der køre ekstremt stærkt, og erfaringen er desværre, at det er politiets kontrol, der har størst effekt på dem.”

“Med hensyn til hvornår hastigheden er så høj, at der opsættes fartmålere, er det altid en afvejning mellem problemets størrelse, den forventede effekt og de forhåndværende ressourcer. Det er i dette års prioritering af midler i trafikpuljen for 2019, som blev behandlet på Teknik-, Erhverv-, Plan- og Miljøudvalgets møde den 15. januar, er det vurderet, at der er andre projekter, der skal prioriteres i indeværende år,” slutter Hans Dyrby Kloch.

Som AOB tidligere har skrevet: ‘Den eneste ulempe ved etablering af fartvisere er, at så kommer der ikke så mange fartbøder i statskassen!’

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET