Claes fra Blovstrød skal dømme VM i flag football

Til august vil Claes Scherwin dømme kampe til VM i Panama.

  5 ud af 12 spillere på herrelandsholdet er fra Allerød Armadillos. Privatfoto

5 ud af 12 spillere på herrelandsholdet er fra Allerød Armadillos. Privatfoto

MESTERSKAB  Når Verdensmesterskaberne i flag football løber af stablen til august, er Allerød flot repræsenteret. Udover det danske herrelandshold, hvor 5 ud af 12 spillere kommer fra Allerød Armadillos, er dommer Claes Scherwin fra Blovstrød blevet valgt til at dømme ved mesterskabet. Claes Scherwin bliver den ene af bare to danske dommere. I alt er der 24 dommere tilknyttet konkurrencen. Det skriver allerødnyt.dk i dag og uddyber:

"Det plejer at være rigtig sjovt, og så er der et godt sammenhold mellem dommerne. Det er også sjovt at være sammen med personer fra hele verden," fortæller Claes Scherwin, der har spillet flag football siden 2005.

Blovstrød-dommeren har mange års erfaring indenfor faget. Han har dømt VM i 2012, 2014 og 2016, EM i 2015 og været dommeransvarlig ved EM i 2017. Han har dømt det britiske kvindemesterskab i 2016, de spanske mesterskaber de sidste tre år og en håndfuld finaler herhjemme. 

Allerødnyt.dk skriver videre: I år bliver VM holdt i Panama i Mellemamerika, men til trods for den eksotiske placering bliver der ikke meget tid til sol og badeferie:

"Det er oftest sjovt men også hård at være dommer. For to år siden dømte jeg 20 kampe på fire dage i Floridas varme, så der er nogle krav til, at man er i god mental og fysisk form," fortæller Claes Scherwin.

flag foot.jpeg

HVAD ER FLAG FOOTBALL?
Flag football minder om amerikansk fodbold, men uden de hårde kontaktelementer.
I flag football spiller man 5 mod 5 på en bane, der fylder cirka 1/3 af en almindelig fodboldbane.
En kamp varer 2×20 min effektiv spilletid.
Sæsonen løber fra april til september.