Fællessang i det grønne

I Blovstrøds sognegårdshave vil der også i år være fællessang, og man opfordres til at tage en picnickurv med og nyde frokosten i det grønne.

  Menighedsrådet har i dagens anledning anskaffet borde og stole til sognegårdshaven, så alle kan blive bænket behageligt. Foto: AOB

Menighedsrådet har i dagens anledning anskaffet borde og stole til sognegårdshaven, så alle kan blive bænket behageligt. Foto: AOB

FÆLLESSANG  Det er efterhånden en tradition, at alle i Blovstrød og omegn en gang om året mødes i sognegårdshaven og synger sammen i det fri.

I år bliver det søndag, den 17. juni kl. 10:00 og alle er velkomne til at synge med – ikke mindst kunne det være hyggeligt at møde beboere fra de nye bydele, som efterhånden er ved at skyde op, hedder det i en pressemeddelelse fra kirken.

”Enhver må byde ind med sangønsker fra den danske sangskat. Musiklærer på Blovstrød skole Stella Meldgaard spiller op til fællessangen og kirkesanger Niels Moltved synger for” fortæller sognepræst Kristine K. Ravn.

Alle opfordres til at tage en picnickurv med og nyde deres frokost i det grønne, og derudover vil der være kaffe og lækker kage fra Blovstrød-bageren. Menighedsrådet har i dagens anledning anskaffet borde og stole til sognegårdshaven, så alle kan blive bænket behageligt.

Fællessangen indledes ved en gudstjeneste ved sognepræst Kristine K. Ravn kl. 10:00, som også foregår i sognegårdshaven. Under gudstjenesten vil der være tilbud om leg og trylleri for de mindste. Hvis man ikke har mulighed for at være med fra kl. 10:00 er man også velkommen til at støde til senere.

Skulle det stå ned i stænger, flytter arrangementet inden døre i henholdsvis kirke- og sognegård.

Arrangementet er gratis og kræver ingen forudgående tilmelding.