Sankthansbålene er stadig i fare

Vi har fået nogen regn, men det er slet ikke nok til at redde Sankthansbålene.

  På vej mod Sankthans - men uden bål? Pressefoto

På vej mod Sankthans - men uden bål? Pressefoto

TØRKE  Regnen er paradoksalt nok det eneste, der kan redde flammerne i de Nordsjællandske sankthansbål. Hvis afbrændingsforbuddet skal ophæves kræver det en hel del regn, og DMI er ikke særlig optimistiske med prognoserne. 

Vurderingen er, at der i alt vil falde ca. 14 millimeter regn frem mod den 23. juni, men her vil tørkeindekset stadig være omkring 9 ud af 10, vurderer klimatologerne. 

For tørt til sankthansbål
Tørken i Nordsjælland er i øjeblikket på 10, hvor det normalt ville være omkring 6. Derfor er det med stor sandsynlighed for tørt til flammer sankthansaften. Brandvæsenet skal i sidste ende beslutte, om de vil tillade det. Ingen af de tre nordsjællandske brandvæsener udelukker noget, men de er heller ikke fulde af optimisme.

"Det ser ikke supergodt ud. Det kan nås endnu, men det skal ikke være sådan en lille byge, hvor det fordamper, så snart det falder," siger Casper Bünner, kommunikationsansvarlig i Nordsjællands Brandvæsen.

Til orientering
Byrådsmedlemmerne i Allerød Kommunen har modtaget følgende til orientering:

- Nordsjællands Brandvæsen, som oplyser, at det allerede udstedte afbrændingsforbud, forventes at blive bibeholdt indtil videre.

- Brandvæsenet følger nøje tørkeindekset på DMI – og det vurderes, at der skal store mængder regn i en længere periode til for at ophæve forbuddet.

- Afbrændingsforbuddet omfatter også tænding af mindre bål/gril på offentlige områder. Grill må alene tændes i private haver.

- Det er derfor tvivlsomt, om der kan gennemføres traditionelle Sankthans-arrangementer i år. Borgmesteren deltager i Beredskabskommissionens møde tirsdag den 19. juni hvorefter der vil være mere nyt.

En god tradition fortsætter sankthansaften ved Blovstrødbanen 
Blovstrødbanen holder traditionsmæssigt sankthansaften på arealet ved jernbaneoverkørslen ved Blovstrød Teglværksvej.

  • Kl. 18:00 kører Blovstrødbanens tog fra Blovstrødhallen til bålpladsen efter behov, det vil sige cirka hvert 15. minut.
  • Kl. 20:45 holdes båltalen af borgmester Karsten Längerich.
  • Herefter er der fællessang med midsommervisen. 
  • På bålpladsen sælges kaffe, the, øl, sodavand og kage m.v., og for børnene er der arrangeret snobrødsbagning 

Aflyser ikke arrangementet
Blovstrødbanens arrangører oplyser: Hvis tørken varer ved, og der fortsat er afbrændingsforbud, kan santkhansbålet og snobrødsbagning ikke gennemføres. Men resten af arrangementet gennemføres. 

Efter båltalen køres der retur til Blovstrødhallen indtil cirka kl. 22:00. 

Enhedspris: 20 kr., børn under fire år gratis. Overskuddet går til Blovstrødbanens vedligeholdelse og udvikling.