Fire sække affald på 200 meter

Der var affaldsindsamling forleden dag, og ved vejstrækningen ud for Center Sandholm var der virkelig gevinst.

  Niels Kirkegaard: "Selv tog jeg tjansen i Blovstrød-området sammen med mange andre frivillige, men vi kunne sagtens have været mange flere." Privatfoto

Niels Kirkegaard: "Selv tog jeg tjansen i Blovstrød-området sammen med mange andre frivillige, men vi kunne sagtens have været mange flere." Privatfoto

INDSAMLING  Niels Kirkegaard fortæller på Facebook: "Ved affaldsindsamlingen den 20. april var der 4 sække affald på kun 200 meter. Så meget kunne jeg indsamle på vejstrækningen foran Center Sandholm. Det meste affald havde ligget der i årevis og ventede på at blive samlet op. Jeg undres altid over, hvad der får folk til hensynsløst at smide affald i naturen. For det første forurener det miljøet, for det andet er det grimt at se på. 

Blovstrød-området
Derfor glædede jeg mig over entusiasmen hos Danmarks Naturfredningsforening, da DN  gennemførte affaldsindsamling ud fra tre steder i Allerød Kommune. Selv tog jeg tjansen i Blovstrød-området sammen med mange andre frivillige, men vi kunne sagtens have været mange flere. 

Fem nye cykler
Som kuriosum fandt jeg også 5 dejlige nye cykler, henkastet ned ad skråningerne langs Sandholmgårdsvej. Nogle må have 'lånt' dem. Jeg lod dog cyklerne ligge, men gav informationen videre til vagten i Center Sandholm, som lovede at tage sig af sagen."

Niels Kirkegaard oplyser endvidere: "På Sortemosevej var der i forvejen blevet ryddet for affald, så dér behøvede vi ikke komme, sagde Marianne Engberg, der er afdelingsformand for DN i Allerød og selv bor i Blovstrød. Allerød Privatskole havde vist det gode eksempel ved at lade eleverne indsamle affald langs hele Sortemosevej fra Lillerød til Blovstrød."