Allerød ligger som nummer 3 i rækken af kommuner med flest indbrud i DK

Det ikke tilfældigt, at det er de nordsjællandske kommuner der er hårdest ramt af indbrud.

Keypartner.dk viser på dette kort, hvor stor indbrudsraten (= antal indbrud pr. 1000. husstande) er i de enkelte kommuner. Allerød Kommune er den tredje mest belastede kommune i hele landet. Grafik: Keypartner.dk

INDBRUDSRATE  Nogle steder i landet, har indbrudstyvene haft ekstra travlt i sidste del af 2017, viser en undersøgelse. Baseret på tal fra Danmarks Statistik, har firmaet 'KeyPartner' udarbejdet et interaktivt kort, der viser, hvor mange indbrud der i 4. kvartal af 2017 var pr. 1000 husstande i Danmarks 98 kommuner.

Kortet er inddelt i fire forskellige farvezoner. De røde områder er hårdest ramt af indbrud, mens de grønne er mindst ramt.

Det er tre nordsjællandske kommuner, der topper listen, nemlig Rudersdal, Gentofte, og Allerød. I bunden ligger ø-kommunerne Samsø, Læsø og Fanø.

Ifølge indehaveren af KeyPartner, Mathias Rasmussen, er det ikke tilfældigt, at det er nordsjællandske kommuner der er hårdest ramt af indbrud.

"For det første er det alle velhaverområder, hvor tyvene ved, at de har stor sandsynlighed for fangst. For det andet bor mange af beboerne i kommunerne i parcelhuse og ikke i lejligheder. Det giver tyvene gunstige betingelser, da de kommer direkte ind i boligen frem for at skulle ind i en opgang, hvor de kan blive opdaget af andre beboere," siger han.