Blovstrødpige bliver DR-radiovært

Lotte Friis fra Blovstrød skal fremover være vært på DR-programmet ’Formiddag på 4’eren’.

Fra vandet til æteren. Blovstrød-svømmeren, Lotte Friis, springer ud som radiovært. Privatfoto

RADIOVÆRT  Svømmepigen, Lotte Friis fra Blovstrød, har ladet sig hylde som både verdensmester og medaljetager ved OL, men nu er det et helt andet bassin, den tidligere topsvømmer Lotte Friis springer i. Hun skal nemlig være radiovært. Det oplyser dr.dk og skriver:

Sidste år valgte 29-årige Lotte Friis at stoppe sin karriere som elitesvømmer LÆS HER, og i dag er fremtiden så kommet på plads. Friis skal være vært på DR-radioprogrammet ’Formiddag på 4’eren’, hvor hun bliver makker til nuværende vært Kasper Harboe.

Kan næsten ikke vente
"I mange år har jeg drømt om, at jeg en dag ville få arbejde indenfor radio eller TV, og da jeg i april sidste år gik på 'pension' som svømmer, blev det mit store mål at få job i denne branche. I dag er det en realitet. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang på P4 og glæder mig vildt til samarbejdet med Kasper og resten af teamet hos DR i Aarhus," siger Lotte Friis, som starter 1. marts.

Siden hun indstillede svømmekarrieren sidste forår, har Lotte Friis blandt andet været svømmekommentator på TV 2 og arbejdet på Radio 100.

700.000 lyttere
Lotte Friis, der erstatter vært Julie Berthelsen, kan se frem til at sende for 700.000 lyttere hver eneste dag. Skulle Lotte Friis komme til at savne sportens verden for meget, kan hun glæde sig over, at DR-Sporten for nylig flyttede til netop DR’s lokaler i Aarhus.

Lotte Friis afløser Julie Berthelsen, som stoppede i DR for at hellige sig sin sangkarriere.