Blovstrød får del i en beskåret tennishal

Det er med stor glæde, at der nu kommer gang i en tennishal for de tre tennisklubber i kommunen. Men sparekniven har været inde over projektet.

  På luftfotoet har AOB markeret placeringen af den nye tennishal, som kommer til at ligge ved siden af Allerød Tennisklubs nuværende udendørs tennisbaner.

På luftfotoet har AOB markeret placeringen af den nye tennishal, som kommer til at ligge ved siden af Allerød Tennisklubs nuværende udendørs tennisbaner.

TENNISHAL Det var med stor glæde for tennisfolket, da der tirsdag, den 1. november blev taget det første spadestik til en ny tennishal for de tre tennisklubber i kommunen. Hallen bliver placeret ved Allerød Tennisklubs nuværende udendørs tennisbaner.

Flere end 50 personer overværede spadestikket til tennishallen, der giver medlemmerne i Allerød Tennisklub, Blovstrød Tennisklub og LUI Tennis i Lynge adgang til egne indendørs baner, i stedet for at være nødt til at leje baner i nabokommunerne. Alle medlemmer af de tre klubber får lige adgang til hallen.

Byrådet havde i sin tid afsat 10.319.000 kr. af til etablering af hallen med tre indendørs tennisbaner. Ud over banerne skulle projektet oprindeligt også indeholde omklædningsfaciliteter og opholdsareal - men disse faciliteter er nu blevet sparet væk.

I den forbindelse siger formanden for Allerød Tennisklub, Morten Fritz Rasmussen, at hallen oprindelig var tænkt et fag længere. I stueetagen skulle der således være køkken og spiserum, og på 1. sal skulle der være mulighed for udsigt over de tre baner. Men tilbuddene til den model lød på 14-15 millioner kroner, og så måtte man desværre skære af projektet for at komme ned på de 10 millioner kroner, som byrådet oprindeligt havde afsat.

Totalentreprenør Ole Ibsen A/S skal bygge hallen, som koster kommunen lidt over10 mio. kroner, og bliver på knap 2.200 m2. Hallen vil stå klar til maj/juni 2019.


LÆS OGSÅ OM HALLENS OPRINDELIGE UDFORMNING HER