Ny OK-sponsoraftale med Sigma Swim

Aftalen går ud på, at man kan støtte svømmeklubben med 5 øre for hver liter, man tanker hos OK.

Bestyrelsesformand i Sigma Swim, Louise Krag Andersen, siger: “Med aftalen kan vi lave flere aktiviteter, købe nyt udstyr og give vores trænere mere uddannelse, så vi hele tiden bliver dygtigere.” Arkivfoto: AOB

Bestyrelsesformand i Sigma Swim, Louise Krag Andersen, siger: “Med aftalen kan vi lave flere aktiviteter, købe nyt udstyr og give vores trænere mere uddannelse, så vi hele tiden bliver dygtigere.” Arkivfoto: AOB

SPONSERAFTALE Tidligere på måneden blev der holdt Østdanske mesterskaber i svømning, og ved den lejlighed blev der høstet mange medaljer i Sigma Swim Allerød. Udover de flotte resultater ved den lejlighed glæder klubben sig nu også over en ny sponsoraftale med energiselskabet OK.

Louise Krag Andersen, der er bestyrelsesformand i Sigma Swim, siger: “Med aftalen kan vi lave flere aktiviteter, købe nyt udstyr og give vores trænere mere uddannelse, så vi hele tiden bliver dygtigere.”

Aftalen går ud på, at man kan støtte svømmeklubben med 5 øre for hver liter, man tanker hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, for det er OK og energiselskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare huske at melde sit benzinkort til Sigma Swim Allerøds sponsoraftale.

Klubben får fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte svømmerne med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter brændstof.

I Sigma Swim Allerød favner man med cirka 1200 medlemmer bredt og har alt fra svømmeskole for børn og lukkede hold for børn med særlige behov til handicapsvømning, voksenhold, talent- og elitesvømmere med både DM-, EM- og OL-medaljer hængende i skabet.

”Vi er en klub for alle, hvor det skal være sjovt at svømme. Vores motto er svømning for alle, og det skal fordelingen af indtægten fra aftalen også afspejle. Det er vigtigt for os at være en rummelig klub, hvor man kan være med på alle niveauer. Det koster at have elitesvømmere og udvikle talenter, men det arbejde må ikke blive på bekostning af vores andre svømmehold,” siger Louise Krag Andersen.

Ok har støttet lokalsporten i flere år
Anders Knudsen, der er salgsdirektør i OK, siger: ”Lige nu har mere end 1.600 foreninger over hele landet en sponsoraftale med OK. Sponsorkronerne bliver omsat til mange gode oplevelser i klubber og foreninger og hjælper med til, at børn og unge har mulighed for at dyrke idræt, der hvor de bor.”