Kastanjehøsten er gået ind...

På Grønholmen står der flere store kastanjetræer, som netop nu smider sin frugt til glæde for mange børn - og voksne.

En pause i AquaCamp-svømningen i Blovstrød Svømmehal, blev af børnene udnyttet til at samle kastanjefrugter op ved Grønholmen i det skønne efterårsvejr. Foto: AOB

En pause i AquaCamp-svømningen i Blovstrød Svømmehal, blev af børnene udnyttet til at samle kastanjefrugter op ved Grønholmen i det skønne efterårsvejr. Foto: AOB

KASTANJEHØST Efteråret er lig med hjemmesysler og hyggetid, men når vejret samtidig er lunt og solrigt, er det også kastanjetid. Her i Blovstrød er der i disse dage mange børn - og voksne - på kastanjejagt ved bl.a. Grønholmen, hvor der står to kæmpe kastanjetræer, som har smidt sin frugt, der jo som bekendt er nødder, der sidder i piggede, kuglerunde, grøn-gule hylstre. Når frugten falder til jorden revner hylsteret, og den nydelige nød - med en lækker læderagtig skal - venter så blot på at blive samlet op. 

Bare det, at have de fine brune nødder i hænderne er dejligt, men man kan jo også bruge dem til at lave sjove og dekorative dyr til at pynte med i hjemmet - og inden julepynten rykker ind.

Inden for ganske kort tid var der en pose pænt fyldt op med de smukke kastanjefrugter. Foto: AOB

Inden for ganske kort tid var der en pose pænt fyldt op med de smukke kastanjefrugter. Foto: AOB

FAKTA: Danmarks mest almindelige - og vidt udbredte kastanje er hestekastanjen, der egentlig stammer fra Grækenland. Dens popularitet skyldes ikke mindst de store flotte blomster og så de store kastanjenødder, der er fast indslag i enhver børneinstitution i september/oktober. Og kastanjedyr og mænd er da også et klassisk indslag i dansk børnekultur, men det ville nu være sjovere at kunne spise dem, hvilket ikke kan lade sig gøre, da hestekastanjer er bitre og let giftige. Men børnehavebørn er desværre ikke de eneste, der er ude efter kastanjerne.

Hestekastanjen er i disse år under voldsomt pres af et møl - kastanje minermøllet, der får bladene til at visne og blive gule/brune allerede i løbet af sommeren. Et hurtigt stigende antal træer i Danmark er desværre angrebet af møllet.