Stor succes med Luther-film gentages

Mange gik forgæves til den udsolgte visning, og derfor gentages den store succes to dage før den store reformationsdag, nemlig den 29. oktober

Luther2.jpeg

REFORMATIONEN  I vinter viste Hillerød Provsti i samarbejde med Allerød Biograf den tysk-amerikanske film ”Luther” fra 2003, instrueret af Eric Till og baseret på Martin Luthers liv. Mange gik desværre forgæves til den udsolgte visning, og derfor gentages den store succes to dage før den store reformationsdag, nemlig den 29. oktober 2017 kl. 13:00. 

Denne gang er det muligt at bestille billet forud ved at kontakte biografen. Og så koster det igen bare 40 kr., hedder det i en pressemeddelelse fra Hillerød Provsti. 

Luther(1).jpeg

Filmen om Martin Luther
Filmen handler om Martin Luther, som er en munk, der er underlagt paven i Rom, som alle andre munke i 1500-tallet. Livet som munk er hårdt for Luther, da han har svært ved at acceptere, at folket og kirken ser Gud som en, man kun skal frygte, i stedet for en, man skal elske. Han kommer til Rom og får øjnene op for, hvordan den katolske kirke fungerer, og hvordan den udnytter folks tro ved at tage penge for syndsforladelse. Han er ikke enig i, at Biblen kun skal være på latin; han mener, at alle har ret til at læse Guds ord, og går imod Rom ved at skrive sine meninger og senere udgive selve biblen på tysk, så alle kan læse det. Dermed starter han den kristne reformation.