'Stafet For Livet'

Kræftens Bekæmpelse arrangerer 'Stafet For Livet'

Nuværende og tidligere kræftpatienter går i de gule bluser som bevis på, at kampen mod kræft nytter. "Meld dig som Fighter, hvis du har eller har haft kræft" - lyder opfordringen fra Kræftens Bekæmpelse.

Nuværende og tidligere kræftpatienter går i de gule bluser som bevis på, at kampen mod kræft nytter. "Meld dig som Fighter, hvis du har eller har haft kræft" - lyder opfordringen fra Kræftens Bekæmpelse.

STAFET  Skovvang Stadion bliver i år rammen om den tredie lokale udgave af 'Stafet For Livet'. Det sker lørdag, den 26. august og søndag, den 27. august - som et led i kulturugen 'Allerød på X og Tværs'.

Endnu en gang er programmet stort, og der er på nuværende tidspunkt tilmeldt rigtig mange hold og deltagere samt mange Fightere.

Håb og støtte til alle, der er berørt af kræft
'Stafet For Livet' er et døgn med holdstafet, aktiviteter, underholdning og oplysning, der har til formål at give håb og støtte til alle, der er berørt af kræft. Målet er at stå sammen i kampen mod kræft og at skaffe midler til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Alle kan deltage, og om man vil gå eller løbe, bestemmer man selv. Det gælder ikke om at komme først, men om at gøre en aktiv og fælles indsats i kampen mod kræft.

Starter lørdag, den 26. august
Det hele starter lørdag, den 26. august kl. 13:00 på Skovvang Stadion med velkomsttale ved Finn Hyllested, 'Stafet For Livet - Allerød'. Umiddelbart efter holdes åbningstalen af Allerøds borgmester, Jørgen Johansen, ligesom projektchef Finn Christensen, Kræftens Bekæmpelse, taler.

Efter en fighter-runde på stadion slipper fighterne gule balloner løs, og stafetten går i gang.

Stor opbakning
Finn Hyllested glæder sig over den store lokale opbakning til Stafet For Livet - i form af mange donationer, præmier og sponsorstøtte.

“I vores lotteri er 1. præmien en Svanestol fra Fritz Hansen, og der er mange andre præmier. 'Stafet For Livet' har en stand på Aktiv Fritid på lørdag. Her kan man melde sig til at deltage i stafetten, ligesom man kan købe lodder, og lodderne sælges ligeledes under arrangementet. Vinderne udtrækkes dagen efter Stafet For Livet,” siger Finn Hyldested og slutter:

“Vi synes, det hele tegner virkelig godt og positivt, og vi håber, at mange vil lægge vejen forbi Skovvang Stadion.”