Løber for lungesyge børn

Allerød Privatskole er med, når Nordens største velgørenhedsløb for skoleelever afvikles på skoler i hele Norden fredagen før påskeferien

Med deltagelse i Team Rynkeby Skoleløbet skal eleverne fra bl.a. Allerød Privatskole være med til at samle penge ind til Børnelungefonden. Foto: Thomas Nørremark

Med deltagelse i Team Rynkeby Skoleløbet skal eleverne fra bl.a. Allerød Privatskole være med til at samle penge ind til Børnelungefonden. Foto: Thomas Nørremark

SKOLELØB  232 elever fra Allerød Privatskole er med, når 163.000 skoleelever fra 525 skoler i Danmark, Sverige, Norge og Finland snører løbeskoene i den gode sags tjeneste og deltager i Team Rynkeby Skoleløbet den 7. april – fredagen før påskeferien. Det skriver Allerød Privatskole i en pressemeddelelse og fortsætter:

Med deres deltagelse i Team Rynkeby Skoleløbet skal eleverne fra privatskolen være med til at samle penge ind til Børnelungefonden, der arbejder for, at flere lungesyge børn og unge kan få et bedre liv med deres sygdom, fortæller Lene Christensen, viceskoleleder fra Allerød Privatskole. 

"På Allerød Privatskole skal det være en tradition, at vi én gang om året er med til at gøre en forskel for andre børn, som har det svært. Som vi har sagt til vores elever 'Børn hjælper børn'. I år har vi valgt at støtte op om Børnelungefonden. Vi ønsker på skolen at sætte fokus på, at det er ikke alle børn, der er raske, skabe større viden og forståelse omkring bl.a. astma, da der på skolen, alle steder i verden er børn, der lider af en lungesygdom i forskellig grad," siger hun og fortsætter:

"Ved at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet får vi mulighed for at rejse en vigtig problemstilling i undervisningen samtidig med, at vi giver eleverne mulighed for at gøre noget ved denne problemstilling på en aktiv måde." 

Eleverne kæmper i fællesskab
Det er tredje gang, at Team Rynkeby Skoleløbet afvikles på skoler i Norden. Sidste år løb 107.000 skoleelever 18,7 millioner kroner ind til børn med kræft.

Ifølge Lene Christensen er størrelsen af checken dog langt fra det vigtigste, når Allerød privatskole deltager i Team Rynkeby Skoleløbet.

"Det vigtigste er, at vi er fælles om det her. Det har ingen betydning, hvor meget den enkelte elev, klasse eller skolen samler ind til formålet. Det vigtige er, at eleverne oplever, at de er med gøre en forskel for andre, som ikke har det godt," siger Lene Christensen.

Eleverne, der deltager i Team Rynkeby Skoleløbet, har mulighed for at samle penge ind til Børnelungefonden ved at indgå mikrosponsorater med familie, venner og lokale erhvervsdrivende, der opfordres til at give et beskedent beløb per omgang eller kilometer, den enkelte elev løber i forbindelse med løbet.

Alle danske bidrag går ubeskåret til Børnelungefonden, der forpligter sig til at bruge mindst 70 procent af de indsamlede midler til forskning i kritiske lungesygdomme blandt børn. De øvrige penge går til aktiviteter for de lungesyge børn og deres familier samt oplysning og information. I Sverige, Norge og Finland samler eleverne ind til børn med kræft.