Blovstrød-løvinderne er Danmarks stærkeste løbeklub

I weekenden sikrede Blovstrød Løvernes kvinder den samlede sejr i Cross Nationals 2016/2017 og dermed retten til at kalde sig Danmarks stærkeste løbeklub

Blovstrød Løvernes kvinder har nu sikret sig retten til at kalde sig Danmarks stærkeste løbeklub.

Blovstrød Løvernes kvinder har nu sikret sig retten til at kalde sig Danmarks stærkeste løbeklub.

LØVINDER  DM Cross blev løbet i lørdags i Fredericia på en meget udfordrende rute med masser af mudder og bakker. Og her genvandt Blovstrød Løvernes kvinder DM for hold på 8 km-distancen.

Dermed skal klubben for tredje år i træk repræsentere Danmark i Europa Cup Cross.

Vinderholdet fra Blovstrød - som bestod af Sylvia Kiberenge, Louise Rode og Sara Schou - var lige vendt hjem fra en succesrig træningslejr i Kenya, så formen var i top. Hurtigst af alle var løvernes kenyanske islæt, Sylvia, som vandt løbet suverænt. Louise fik sølv ved DM, mens Sara blev nr. 7.

Bedste mænd blev Steffen Falch Larsen som nr. 6, Simon Jørn Hansen som nr. 9 og Kasper Hartlev som nr. 20. De tre blev flot nr. 4 for hold.

Søndag var der DM Stafet Cross. Her vandt kvinderne igen, og dermed sikrede de sig også den samlede sejr i Cross Nationals 2016/2017 og retten til at kalde sig Danmarks stærkeste løbeklub. Dominansen blev understreget ved, at Sylvia Kiberenge vandt individuelt med Louise Rode på andenpladsen, og at der var yderligere tre Blovstrød-kvinder i top 10.

Blovstrød Løverens mænd blev samlet nr. 6, med Simon Jørn Hansen og Steffen Falch som de bedste individuelt på femte og sjettepladsen.