Julius fra Blovstrød vandt World Cup-finale i Colombia

Julius Johansen var med på det danske landshold, der i weekenden vandt World Cup-finalen i 4000 meter forfølgelsesløb i Colombia

17-årige Julius Johansen fra Blovstrød var som yngste deltager blandt de 235 deltagere med til World Cup i Colombia. Arkivfoto

17-årige Julius Johansen fra Blovstrød var som yngste deltager blandt de 235 deltagere med til World Cup i Colombia. Arkivfoto

VINDER  Som yngste deltager blandt de 235 deltagere var 17-årige Julius Johansen fra Blovstrød med til World Cup i Colombia på dispensation. Det gik forrygende for det danske landshold, der vandt i finalen over det russiske firmahold Lokosphinx. Det skriver allerødnyt.dk i dag og uddyber:

Var bedst hele vejen
I en pressemeddelelse fra Danmarks Cycle Union står der, at de fire danskere var bedst hele vejen og øgede sit forspring på den sidste kilometer, så der var aldrig tvivl om udfaldet af finalen, som blev kørt natten til søndag, dansk tid. Dermed fulgte holdet godt op med lørdagens fornemme præstation, hvor Danmark kørte i den hurtigste tid nogensinde på banen i Colombia

Niklas Larsen, Frederik Rodenberg Madsen, Casper Pedersen og Julius Johansen vandt finalen i tiden 3.59.475. Det var halvandet sekund bedre end Lokosphinx. 

Sikrer billetten til VM
"Med den træning vi har haft, havde jeg ikke regnet med, at vi kunne køre så gode tider. Det gør mig meget fortrøstningsfuld med henblik på VM til april, for jeg tror stadig, at vi har lidt at hente på bedre form og forberedelse," siger landstræner Casper Jørgensen, der også kunne glæde sig over, at Danmarks præstation så rigeligt var med til at sikre billetten til VM om to måneder og samme se længere frem.

Denne World Cup tæller også med i kvalifikationen til VM i 2018.

Julius senere til Los Angeles
Allerød Nyt har talt med Julius Johansens mor, Ane Simonsen, der kan fortælle, at Julius Johansen lige nu er på vej hjem fra Colombia, inden han skal afsted til Los Angeles for at køre VM i parløb. Holdet satser på at komme til OL i 2020.