Idrætsforeningen 'Ny Allerødgård IF' risikerer at miste godkendelse

"Problematikken i sagen er, om der er en for tæt sammenhæng imellem foreningen og privatskolen," siger John Jensen, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget

IDRÆTSFORENING  Allerød Kommune har fået indberetninger om, at det er elever og lærere fra Allerød Privatskole, der bruger de lokaler, som Ny Allerødgård IF har fået anvist i Blovstrødhallen og Blovstrød Svømmehal. Derudover er kommunen blev kontakte af DGI, der af foreningen har fået oplyst, at Ny Allerødgård IF administrerer og afvikler al undervisning for Allerød Privatskole. Det skriver sn.dk (Amtsavisen) og uddyber:

På baggrund af de oplysninger er forvaltningen blevet i tvivl om, hvorvidt Ny Allerødgård IF opfylder de krav, der skal til for at være en folkeoplysende idrætsforening og få gratis adgang til kommunens lokaler."Problematikken i sagen er, om der er en for tæt sammenhæng imellem foreningen og privatskolen. Der kan muligvis være et for stor sammenfald imellem skoleskemaet og foreningens aktiviteterne, og det kunne eventuelt tolkes i den retning, at skolen bruger foreningen til at få gratis lokaler," siger John Jensen, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Amtsavisen skriver videre: Ny Allerødgård IF blev godkendt som en folkeoplysende forening for børn og unge i juli måned 2016, men forvaltningens anbefaling til Kultur- og Idrætsudvalget er, at godkendelsen kaldes tilbage. Det sker blandt andet fordi, foreningen ikke har dokumenteret, at holdaktiviteterne i Blovstrødhallen og Blovstrød Svømmehal ikke fungerer som undervisning for Allerød Privatskole.

Ny Allerødgård IF har sendt navne på ni hold-instruktører, som der er udleveret kommunale nøglebrikker til. Seks af dem er skolelederen, viceskolelederen samt fire lærere fra Allerød Privatskole.

Hans Christian Loer Linderoth, der er formand for Ny Allerødgaard IF, anerkender, at forvaltning og politikere har en bekymring, som foreningen er nødt til at forholde sig til."Det kan godt være, at der er et overlap imellem vores aktiviteter og skolens undervisning. Men det vigtige er, at det ikke er ekskluderende aktiviteter. De er åbne for alle, som har lyst til at være med," siger Hans Christian Loer Linderoth.

Han ser det ikke som ekskluderende, at en del af holdene ligger i skoletiden.

Man kan læse mere i Frederiksborg Amts Avis' torsdags-udgave.