Familie- og motionsorientering i Tokkekøb Hegn

Orienteringsløbene fortsætter i Tokkekøb Hegn hver søndag i januar, februar og marts måned.

Nogle starter meget tidlig på familieorienteringsløbet. Foto: Gert Lillevang Nielsen

Nogle starter meget tidlig på familieorienteringsløbet. Foto: Gert Lillevang Nielsen

ORIENTERINGSLØB  Efter rekordsæsonen 2017 med i alt godt 1800 starter i de populære Familie- og Motionsorienteringsløb, begynder Allerød OrienteringsKlub igen søndag, den 7. januar fra Korthuset her i Blovstrød på adressen: Sandholmgårdsvej 43, mellem kl. 10:00 og 11:00.

Der bydes på tre ruter langs stier og veje på 3 km, 5 km og 7 km – alle er velkomne, og Allerød OK byder på frokost i Korthuset efter turen i skoven.

For klubbens rutinerede medlemmer og andre, der vil udfordres lidt mere, er der også ruter på 3,5 km, 5 km og 8 km på tværs af terrænet.

Familie- og Motionsorienteringsløbene fortsætter i Tokkekøb Hegn hver søndag i januar, februar og marts måned i 2018 til og med Palmesøndag, den 25. marts.

Tilmelding foregår ved start, og prisen er kr. 50,00 pr. individualist/familie/hold. 
Kan betales kontant eller via MobilePay.