Nu ændres el-priserne radikalt

Fra januar 2018 ændres timetarifferne for el således, at i tidsperioden fra klokken 17 til 20 fordobles el-prisen. 

Har du en ny digital el-måler (og det har nu alle fået installeret her i Blovstrød), vil du få ændrede el-priser. Foto: AOB

Har du en ny digital el-måler (og det har nu alle fået installeret her i Blovstrød), vil du få ændrede el-priser. Foto: AOB

EL-FORBRUG  Vi får fremover dyrere strøm mellem klokken 17 og 20, som typisk er det tidspunkt, hvor strømforbruget i de danske hjem er allerstørst. Det er el-distributøren Radius (tidligere DONG), som mere end fordobler prisen på den el vi bruger fra klokken 17:00 til 20:00 i vinterhalvåret. En kilowatt-time koster i dag 37,5 øre hos Radius. Fremover vil prisen i denne periode være 83,5 øre. Samtidig falder prisen i døgnets øvrige timer og i  hele sommerhalvåret med 5 øre til 32,5 øre. Det er fra januar 2018, at timetarifferne ændres.

Den nuværende el-pris ligger på 37,50 øre/kWh. Fremover sænkes den med fem øre til 32,50 øre , men i tidsrummet fra kl. 17:00 til 20:00 hæves den til gengæld   i vinterhalvåret voldsomt til 83,50 øre/kWh. Grafik: AOB

Den nuværende el-pris ligger på 37,50 øre/kWh. Fremover sænkes den med fem øre til 32,50 øre , men i tidsrummet fra kl. 17:00 til 20:00 hæves den til gengæld i vinterhalvåret voldsomt til 83,50 øre/kWh. Grafik: AOB

'RADIUS' forklarer
El-distributøren 'Radius' skriver på sin hjemmeside: Tidsrummet kl. 17-20 er den periode, hvor el-nettet i boligområderne typisk er mest belastet. 

Det er i det tidsrum, de fleste af os laver mad, vasker og tumbler tøj og sætter opvaskemaskinen til at køre – for bare at nævne nogle af de mange gøremål, der trækker strøm i perioden. Og i vinterhalvåret opholder vi os også mere inden døre med lyset tændt og varme på i mange rum. 

Der er derfor ikke noget at sige til, at el-nettet er særligt under pres i de tidlige aftentimer fra oktober til marts - jf. nedenstående grafik.

Både sommer og vinter er el-nettet særligt belastet i timerne fra kl. 17-20, fordi en række af vores daglige gøremål bliver udført i netop det tidsrum.  I vinterhalvåret bruger vi ekstra meget strøm til bl.a. lys og varme, fordi vi naturligt opholder os mere indenfor.    Grafik: Radius

Både sommer og vinter er el-nettet særligt belastet i timerne fra kl. 17-20, fordi en række af vores daglige gøremål bliver udført i netop det tidsrum. I vinterhalvåret bruger vi ekstra meget strøm til bl.a. lys og varme, fordi vi naturligt opholder os mere indenfor. Grafik: Radius

For få fordele som forbruger
Cheføkonom i forbrugerrådet 'Tænk', Martin Salamon siger: "Det her giver et incitament til at flytte vores forbrug, men det giver os ikke et tidspunkt, hvor vi virkelig kan spare noget. De fordele, som Radius giver kunderne, er ikke ret store. De straffer ved at hæve prisen på et bestemt tidspunkt, og så kan man vende tilbage til næsten den samme pris, vi har nu. Det er ikke helt gennemført, set fra et forbrugersynspunkt."

Martin Salamon fortsætter: "For mange vil det her blive oplevet som en prisforhøjelse. Det er jo dobbelt så meget, man kommer til at betale i et tidsrum, hvor det er svært at flytte forbruget. Skal vi begynde at spille ludo i stedet for Xbox, og skal vi til at varme maden midt om natten? Der vil være nogle familier, hvor det ikke giver mening."

Hvad kan du spare?
Dansk Energi har regnet ud, at hvis en gennemsnitsfamilie på fire fremover lægger al forbrug af vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine uden for den dyre periode, vil der med de nye priser være cirka 200 kroner at spare om året.

Også videnscenteret Bolius har regnet på de nye priser. Og de er kommet frem til, at forskellen på en maskinvask i de dyre og billige timer vil være 50 øre. Det samme vil en tur i tørretumbleren.

Kører du opvaskemaskinen efter klokken 20 sparer du 75 øre pr. vask.

EL-bilejerne vinder
Så de nye priser gør dig ikke umiddelbart til millionær. Men én gruppe kunder vil dog allerede nu kunne få noget større besparelser - nemlig el-bilejerne.

En borger har en el-bil. Den bruger årligt mere end 4.000 kWh - det samme som en hel familie på fire bruger i hjemmet på et år. Og opladning af bilen er let at flytte til den billige periode.

Faktisk vil familien fremover spare mere end 900 kroner om året ved at oplade bilen i de billige timer fremfor de tre dyre. Og han oplader endda en del uden for hjemmet.

Fakta om el-regningen
De nye prisændringer vedrører kun den del af el-regningen, der hedder “transport”. Transport udgør 19% af din samlede el-regning.

15% af regningen er for selve strømmen. Med de nye intelligente el-målere bliver det også i en nær fremtid muligt at købe strømmen, når den er billig uden for de travle timer.

Resten af regningen er afgifter: 6% er den såkaldte PSO afgift. De sidste 61% er afgifter og moms.

Kilde: Dansk Energi