Blovstrød Skytteforening holder åbent hus

Blovstrød Skytteforening har afsluttet en fornem udendørs sæson og har høstet mange flotte medaljer.

Vinderne af holdturneringen i Nordsjælland i 50 m Åben Klasse, fra venstre: Benedicte Bodilsen, Dorthe Vanggaard, Thomas Høvelskov og Allan Juul. Privatfoto

Vinderne af holdturneringen i Nordsjælland i 50 m Åben Klasse, fra venstre: Benedicte Bodilsen, Dorthe Vanggaard, Thomas Høvelskov og Allan Juul. Privatfoto

MEDALJEHØST  Blovstrød Skytteforening har afsluttet en fornem udendørs sæson, hvor riffelskytterne i sommer har høstet medaljer i en række turneringer og stævner, herunder holdturneringer under DGI Nordsjælland Skydning.

Det resulterede i en guldmedalje til 50 meter Åben Klasse-holdet, som bestod af Benedicte Bodilsen, Dorthe Vanggaard, Allan Juul og Thomas Høvelskov. Stillingsskytterne Sara Brix, Mathias Juul, Søren Juul Møller, og Michael Hansen vandt sølv på 50 meter-distancen, og langdistanceskytterne Sara Brix, Andreas Posniak Hansen, Dorthe Vanggaard og Thomas Høvelskov vandt sølv på 200 meter-distancen i Åben Klasse.

Disse placeringer gav holdene ret til at repræsentere Nordsjælland ved Danmarksmesterskaberne i oktober måned, hvor holdene sluttede midt i feltet.

Ved Nordsjællandsmesterskaberne i august vandt følgende riffelskytter guld på 50m: Sofie Oksbjerg (Børneklasse 3), Magnus Juul (Junior 2), Sara Brix (Ung stilling 1) og Thomas Høvelskov (Voksen Åben Klasse 1).

Thomas Høvelskov blev desuden Nordsjællandsmester på både 50m, 200m og 300m i Åben Klasse. Sara Brix skød sig til en flot sølvmedalje.

Som afslutning på sæsonen deltog foreningen i Danmarksmesterskaberne i Vingsted ved Vejle. Der var hård konkurrence om pokalerne hos børn og juniorer, så her blev det dog ikke til topplaceringer, men Sofie Oksbjerg fik en fin erindringspræmie for at have skudt langt over hvad erfaringen berettiger til. Hos ungskytterne blev Sara Brix nr. 2 i sin klasse og Thomas Høvelskov forsvarede på fornemste vis sit Danmarksmesterskab i 300 m Åben Klasse for voksne.

Åbent hus
Blovstrød Skytteforening - som holder til under Blovstrød Skole - inviterer til åbent hus den 6. og den 13. november kl. 18:30 for børn og unge og den 9. og den 16. november kl. 19:30 for voksne.

Man kan læse mere på: blovstroed-skytteforening.dk