På mandag indvies privatskolen med bl.a. plantning af et træ

Allerød Privatskoles store indvielsesprogram forligger nu

Allerød Privatskole indvies på den første skoledag på mandag, den 8. august. Arkivfoto: AOB

Allerød Privatskole indvies på den første skoledag på mandag, den 8. august. Arkivfoto: AOB

Programmet foreligger nu for indvielsen af Allerød Privatskole. Det sker på den første skoledag på mandag, den 8. august.

Klokken 8:30 mødes eleverne i 1.-8. klasse med deres klasselærere foran skolen. Her vil skolens initiativgruppe klippe det røde bånd til hovedindgangen og skolen åbnes.

Klasselærerne følger derefter deres elever til klasserne, hvor de sætter deres tasker, hvorpå alle går til atrium til skolens første morgensang. Herefter går eleverne tilbage til klasserne og har en time sammen med deres klasselærer.

Klokken 10:00 samles man igen foran skolen. Her skal der plantes et træ, og her får alle elever en ballon med navn på, som slippes løs efter nedtælling.

0. klasse skal mødes på skolen klokken 11:30 og har deres eget introforløb sideløbende med resten af skolens introforløb i den første skoleuge.

Fra klokken 14:00 til 16:00 er der indvielses-reception på skolen, hvor de nye lokaler vises frem.

Klokken 14:15 er der velkomst og indvielse ved skoleleder Mikkel Kofod Løvenhøj, hvorefter der er mulighed for at gå rundt på egen hånd og se hele skolen.

De ansatte og initiativgruppen vil være til stede for at fortælle og besvare spørgsmål.