Fra rød til blå

Post Danmark skifter gradvis farve på uniformerne - så bliv ikke overrasket over, at møde et blåt postbud

Som konsekvens af, at Post Danmark i 2009 blev en del af PostNord-koncernen, skal vi til at vænne os til vore postbude skifter farve på jakkerne - fra rød til blå. Manipuleret foto: AOB

Som konsekvens af, at Post Danmark i 2009 blev en del af PostNord-koncernen, skal vi til at vænne os til vore postbude skifter farve på jakkerne - fra rød til blå. Manipuleret foto: AOB

I mere end 150 år har postvæsnet været lig med »postkasserød«, men som konsekvens af, at Post Danmark i 2009 blev en del af PostNord-koncernen, skal vi altså til at vænne os til 'postkasseblå'. Ifølge administrerende direktør i PostNord, Peter Kjær Jensen, er der behov for at vise danskerne det ny tilhørsforhold tydeligere.

I Sverige er gult blevet til blåt
"I Sverige har man allerede skiftet farven på postbudenes uniformer fra gul til blå. Det er den samme proces, vi har sat gang i nu herhjemme," siger Peter Kjær Jensen til Jyllands-Posten.

Mange af de gule postbiler er allerede blevet udskiftet, og farveskiftet af uniformerne er ligeledes i gang og kommer til at ske gradvist, i takt med at uniformerne bliver slidte og alligevel skal udskiftes. Også de røde posthuse skal 'rebrandes' i forbindelse med udskiftningerne.

Stadig røde postkasser
"For at respektere postvæsenets historie forbliver postkasserne dog røde," oplyser Peter Kjær Jensen.

FAKTA: Det er i virkeligheden tyske farver
Virkeligheden er, at den røde danske postuniform intet har med Dannebrog at gøre. Det danske post- og telegrafvæsens gamle farver, gul og rød, symboliserer det oldenburgske og nordtyske kongehus, som for mere end 300 år siden fik overdraget retten til at drive postvæsnet og i den forbindelse indførte gul og rød som postfarver.

Tilmed var det først i 1979, at landpostbudene trak i den røde uniform. Indtil da havde den røde postmand været forbeholdt byområderne.