Faktuelt forkerte oplysninger om midlertidig lukning af Brumbassen

Af hensyn til forældre, børn og personale i Blovstrød Børnehus ønsker Allerød Kommune at korrigere faktuelt forkerte oplysninger i et debatindlæg her på hjemmesiden

Kommunen oplyser: "Embedslægen har vurderet, at der ikke var nogle sundhedsfarer for børn og personale ved at færdes i Brumbassen." Foto: AOB

I en pressemeddelelse skriver Allerød Kommune om faktuelt forkerte oplysninger i forbindelse med den midlertidige lukning af Brumbassen, som var omtalt i et debatindlæg her på hjemmesiden i lørdags.

Kommunen skriver:
"Af hensyn til forældre, børn og personale i Blovstrød Børnehus – og herunder særligt i Brumbassen ønsker Allerød Kommune at korrigere faktuelt forkerte oplysninger i et debatindlæg i Alt Om Blovstrød.

Formand for Blovstrød Børnehus Christian Kaltoft skriver i debatindlægget, at embedslægen har lukket Brumbassen pga. rotteangreb. Det er faktuelt forkert.

Embedslægen har vurderet, at der ikke er nogle sundhedsfarer for børn og personale ved at færdes i Brumbassen.

Allerød Kommune har imidlertid - ud fra et forsigtighedsprincip - valgt at flytte børnene og personalet midlertidigt til andre lokaler.

Formanden skriver endvidere, at ”rotter havde indtaget børnenes ellers så trygge omgivelser”. Der har ikke været tegn på, at rotterne har været der, hvor børnene opholdte sig.

Ved at flytte børn og personale intensiveres indsatsen for at bekæmpe rotterne i rørsystemet. Bekæmpelse og oprydning kan samtidig klares uden gene for børn og personale."