Niras' ølklub vandt guld

Medarbejderne hos det rådgivende ingeniørfirma Niras har en øl-klub, som i år løb af med guldet ved årets udgave af Danske Ølentusiasters ølfestival

Niras' øl-klub 'Kapslen' har - efter fyraften - lært at lave rigtig god øl. Det understreges af den guldmedalje, som klubben hentede ved årets udgave af Danske Ølentusiasters ølfestival. Fotomanipulation: AOB

Når det syder og koger fra store gryder nede i køkkenet på ingeniørfirmaet Niras i Blovstrød, handler det ikke nødvendigvis om den daglige madlavning til de mange ansatte i firmaet. 

'Kapslen' vandt guldmedalje
Så er det nemlig Niras' egen ølklub 'Kapslen', der er i gang med malt, humle og gær. Klubben er dannet i 2008 og har ca. 100 medlemmer, heraf er der omkring 25 entusiastiske, og det er dem, der efter fyraften engang imellem samles for at hygge og brygge godt øl - så godt, at ved årets udgave af Danske Ølentusiasters ølfestival vandt 'Kapslen' guldmedalje i kategorien for bock ved DM i Håndbryg. Bock eller bockbier er en undergæret stærk lagerøl, der har sin oprindelse i den nordtyske by Einbeck.

Over hundrede deltagere
"Vi ved ikke præcist, hvor mange andre bock-varianter, der deltog. Vores bock var tilmeldt som nr. 73. Andre fik numre på over hundrede, såh ...", siger brygmester Erik Madsen fra 'Kapslen' med et smil på læben. Med guldmedaljen har 'Kapslens' glade ølvenner fået lyst til at udvikle andre af deres opskrifter.

"Vi indsendte også øl til tre andre kategorier. De fik ikke en placering, men øldommerne gav en evaluering, så vi kan forbedre øllet - blandt andet til vores årlige Oktoberfest," siger Erik Madsen.

Vinderholdet bestod af bryggerne Karsten Fick og Carsten Verner Dahl samt af brygmestrene Jesper Høier Olsen og Erik Madsen.