Ninas Natur Café åbner sæsonen i dag kl. 12

Det hele begynder i dag - onsdag, den 27. april - og der vil som sædvanlig være servering af hjemmebagte kager og lette frokostanretninger

  Hvis man er meget kagesulten, kunne Ninas store kagebuffet måske være en god idé.

Hvis man er meget kagesulten, kunne Ninas store kagebuffet måske være en god idé.

Ninas Natur Café er klar til en ny sæsonen
Vidste du, at ude i skoven ligger der en hyggelig café – Ninas Natur Café? Den ligger ikke så langt fra Blovstrød - ca. 20 minutters cykeltur gennem Tokkekøb Hegn – ja, så er man der!

Varieret sommerprogram
Nina Dolriis fortæller: "Ved hjælp af alle mine gode samarbejdspartnere kan vi endnu engang præsentere et rigtig flot og varieret sommerprogram. Sidste sommer blev vores skov - Store Dyrehave mm. - optaget på Unescos verdensarv-liste på grund af det velbevarede parforcejagtanlæg. Det kan man komme en tur rundt i med hestevogn og vores nye naturformidler, Anna Ramskov Larsen. Hun har også en del andre ture, og arbejder meget med børn, så hun har målrettet sine ture til børn med deres bedsteforældre."

Årets store musik-arrangement i Ninas NaturCafé er med Tue West og finder sted lørdag, den 20. august.

Hjemmebagte kager
Der vil som sædvanlig være servering af hjemmebagte kager og lette frokostanretninger, og for de lækkersultne stor kagebuffet. Den første weekend i hver måned er der brunch, og i år har caféen åbent frem til 2. oktober, idet der er åbent fra onsdag til søndag. Altid fra kl. 12:00 til kl. 17:00.

"Vi har en lille butik med mange hjemmelavede produkter såsom sennep, marmelade, krydderisalt og kryddereddiker - og der er bestemt også noget til den søde tand: hjemmelavede bolsjer, lakrids og god chokolade," siger Nina og fortsætter: "Vi forsøger at have lidt forskelligt til både glutenallergikere og diabetikere - både lidt til servering (kager/brød) og lidt på hylderne.

Kunst af forskellig slags
Ud over naturen rundt om os er her anden fryd for øjet: kunst af forskellig slags både ude og inde. I sommersæsonen 2016 kan vi indendørs glæde os over Susanne Wainachs dejlige malerier, og udenfor vil Peter Kambergs stenkunst (både skulpturer og fuglebade) være at se og røre."

Masser af plads ude i haven
Nina slutter: "Da vi ikke har megen indendørs plads, er det altid en god idé at bestille bord i god tid, så I er sikre på at have en plads inde. Det er nemmest at bestille bord via hjemmesidens 'Bordbestilling'. Kommer man kun i godt vejr, er der ingen grund til at bestille bord - alle bordene i haven er til fri disposition."

Du kan læse mere her på Ninas hjemmeside.