Tryghedsvandring gennem Blovstrød

I går var der en tryghedsvandring i Blovstrød, hvor borgmester Jørgen Johansen og politiet deltog sammen med 12 interesserede Blovstrød-borgere

Politikommissær Morten Riisager‐Pedersen: "Vi vil gerne bidrage med vores faglighed, der hvor vi kan. Men borgernes deltagelse og engagement i tryghedsvandringen er altafgørende." Foto: AOB

Politikommissær Morten Riisager‐Pedersen: "Vi vil gerne bidrage med vores faglighed, der hvor vi kan. Men borgernes deltagelse og engagement i tryghedsvandringen er altafgørende." Foto: AOB

En beklagelig danmarksrekord
Blovstrød har den beklagelige danmarksrekord, at det er den by i Danmark, som i 2015 procentvis har haft det største antal indbrud pr. bolig. Det har gjort, at Allerød Kommune med borgmester Jørgen Johansen i spidsen har etableret et partnerskab med Nordsjællands Politi til koordinering af indsatser og initiativer.

Partnerskabet har blandt til formål at forebygge kriminalitet og utryghed i Blovstrød. Et eksempel på en forebyggende og tryghedsskabende initiativ blev etableringen af en tryghedsvandring gennem Blovstrøds villakvarterer. Tryghedsvandringen blev afviklet i går, hvor borgmester Jørgen Johansen sammen med Nordsjælland Politi var med på turen.

”Jeg ønsker at bevare Allerød som et dejligt og trygt sted at bo og færdes i,” siger borgmester Jørgen Johansen og fortsætter:

Vende uheldig statistik
”Vi skal have vendt den uheldige statistik, og her er forebyggelse helt afgørende for at mindske risikoen for indbrud. Det er ligeså vigtigt, at de offentlige arealer føles trygge at færdes i for vores borgere. Derfor er en tryghedsvandring en fantastisk mulighed for at gå i direkte dialog med vores borgere om, hvordan vi bedst kan skabe rammer for et sikkert og trygt lokalområde”.

Det var Blovstrød‐borgerne Gitte Damgård, som er stifteren af 'Sikker i Blovstrød' og Flemming Nyberg, som dagligt skriver om aktuelle forhold i Blovstrød på siden 'Alt Om Blovstrød', som stod for planlægningen af turen.

”For os I Blovstrød har tryghedsvandringen været vigtig, fordi den kan bringer noget fælles forståelse ind i billedet. Den gør også, at vi er face‐to‐face med politi og kommune, hvilket fremmer kommunikationen nu og fremover”, siger Gitte Damgård og fortsætter:

”Vores ønske har været at få løftet Blovstrød på flere måder, og en tryghedsvandring er noget af det, som 'Nabohjælp' anbefaler‐ så naturligvis er det værd at prøve af”.

På den halvanden times lange tur blev de indbrudsplagede områder i Blovstrød gennemgået. Der var mødt 12 interesserede borgere op, som stillede spørgsmål til både borgmester Jørgen Johansen og politikommissær Morten Riisager‐Pedersen, leder af lokal efterforskning på Station Midt, Hillerød.

Bidrage med faglig viden
”Vi vil gerne bidrage med vores faglighed, der hvor vi kan. Men borgernes deltagelse og engagement i tryghedsvandringen er altafgørende for fremtidige vandringer, da det er borgerne selv, der er tovholdere på initiativet og kan invitere politi og kommune med”, siger Morten Riisager‐Pedersen og fortsætter:

”En tryghedsvandring er en god mulighed for borgerne til at se deres eget nabolag med nye og måske kritiske øjne. Det er borgerne, der skal kunne se en værdi i arrangementet, for det er deres tryghed, det handler om”.

Eksempler på helt konkrete tiltag, som borgerne selv med fordel kunne gøre brug af var belysning af mørke områder, så tyven ikke har lyst til at færdes der, eller det kan være store hække, som indbrudstyve kan gemme sig bag, og som man derfor kunne overveje at skære ned.

Informativ vandring
”Det var en informativ tryghedsvandring, hvor det blev bekræftet, hvor vigtigt det er at sikre sig mod indbrud ‐ og få etableret et mere sikkert miljø ofte ved simple midler”, siger Flemming Nyberg fra ’Alt Om Blovstrød’ og fortsætter:

”Både politikommissæren og borgmesteren var rigtig gode sparringsparter på vandringen og viste stor interesse for at bidrage til at forbedre sikkerheden i Blovstrød”.

”Der er en masse praktiske og gode råd om at sikre vores hjem bedst muligt. Derfor vil vi gøre vores for at informere om det sammen vores samarbejdspartnere i politiet”, siger Jørgen Johansen og fortsætter:

Rigtig god dialog
”Vi har haft en rigtig god dialog med borgerne i Blovstrød om sikring af hjem og, hvor stor betydning et godt nabofællesskab har. Det vil vi gerne udbrede til resten af kommunen. Derfor afholder vi borgermøder både i Lynge og Lillerød op til den kommende sommerferie, så vi forhåbentlig kan vende den uheldige udvikling”, slutter Jørgen Johansen.

På den halvanden times lange og våde tur blev de indbrudsplagede områder i Blovstrød gennemgået. Der var mødt 12 interesserede borgere op, som stillede spørgsmål til både borgmester Jørgen Johansen og politikommissær Morten Riisager‐Pedersen, Foto: AOB

På den halvanden times lange og våde tur blev de indbrudsplagede områder i Blovstrød gennemgået. Der var mødt 12 interesserede borgere op, som stillede spørgsmål til både borgmester Jørgen Johansen og politikommissær Morten Riisager‐Pedersen, Foto: AOB