To drenge fra Center Sandholm anholdt og sigtet for tre indbrud

En af politiets hundepatruljer fangede de to indbrudstyve, som er bosiddende i Sandholmlejren

  De to drenge - på henholdsvis 16 og 17 år - blev efter et indbrud anholdt og taget med på stationen, og er efterfølgende varetægtsfængslet i tre uger. Foto. AOB

De to drenge - på henholdsvis 16 og 17 år - blev efter et indbrud anholdt og taget med på stationen, og er efterfølgende varetægtsfængslet i tre uger. Foto. AOB

Onsdag morgen, kl. 05:07 blev et indbrud i en villa på Rugvænget i Lillerød anmeldt til Nordsjællands Politi. Der var vidner, som havde set to unge mænd forsvinde fra stedet.

Patruljer fra Nordsjællands Politi blev tilkaldt og kørte rundt i området og ledte efter de formodede gerningsmænd. Det var politiets hundepatrulje der fandt og anholdte de to drenge på henholdsvis 16 og 17 år.

De er begge bosiddende i Center Sandholm, og de to drenge blev taget med på stationen og blev onsdag eftermiddag ved et grundlovsforhør varetægtsfængslet i tre uger mistænkt for tre indbrud og forsøg på indbrud begået i et villaområde i Allerød onsdag morgen.

Ifølge politianklager Andreas Bjørn er de to udover indbruddet på Rugvænget desuden sigtet for endnu et indbrud samt et forsøg på indbrud i det samme villaområde.

"Mærker i ruderne ved to af indbruddene ligner hinanden. Derudover er der fundet rød plastik på ruderne to steder, og da de blev anholdt, havde den ene af dem en rød bus-hammer gemt i ærmet," siger politianklageren om koblingen imellem de tre indbrud.

Den 17-årige er fra Marokko, mens den 16-årige er libysk statsborger.