Ninas Naturcafé i julen

Naturcaféen i Kirkelte holder igen i år jule-åbent - Denne gang allerede fra den 19. november

Nina Dolriis: "Vi trodser mørket og kulden og holder jule-åbent fra den 19. november."

Indehaver Nina Dolriis fortæller: "Vi trodser mørket og kulden, og det er herligt, at så mange af vores sommergæster gerne vil herud til jul. Der er allerede mange bestillinger, men man kan altid bare kigge forbi – der er fut i båltønden udenfor, og de lune plaider er lagt frem."

Duften af jul
Nina Dolriis fortsætter: "Her er meget anderledes end om sommeren, glashuset bliver så smukt fyldt med spejlinger af de mange stearinlys, og duftene er helt anderledes af både gran, glühwein og julekager.

Indendørs i caféen lyser Luna Panduros akvareller op på væggene, og hun kan træffes i caféen den 20. november. Der kommer herlig julesange nogle søndage, og Peter Kamsbergs fuglebade og stenskulpturer er sat op udenfor."

Frække nisser
"Og minsandten om ikke nogle frække nisser har gemt sig i café-haven – kom og find dem for os," opfordrer Nina Dolriis og fortæller videre:

Juletræer sælges
"Lise Sejberg har bundet de fineste adventskranse og har en lille bod udenfor op til første søndag i advent. Hestevognen har to nisseture på programmet, hvor der også er en naturvejleder med på vognen. FDF'ere fra Hillerød vil sælge juletræer fra engen ved siden af caféen – man kan se i juleprogrammet, hvilke dage det hele sker."

Glühwein, varme vafler, suppe og varm chokolade
Nina Dolriis slutter: "Til at spise og drikke vil der være glühwein, varme vafler, suppe, varm chokolade og den sædvanlige kagebuffet, dog med lidt julede islæt. Vi har mange julevarer på hylderne, f.eks. Gisela Grahams figurer, de unikke filtede nisser håndlavede af Dorthe Christiansen og vores egen stjernelysestage. Og så er der stadig de søde englespil og selvfølgelig masser af juleknas og julekurve."

Nina håber på en december med let frost, solskin og et drys sne, så det vil være vejr til en tur i skoven og bagefter lidt julehygge i caféen.

Der er åbent i caféen onsdag-søndag fra den 19. november til den 22. december fra kl. 12:00 til kl. 17:00.

Caféens juleprogram kan ses på: JULE-PROGRAM.