Man må endnu ikke færdes på de tilfrosne søer

Selv om det har været frostvejr i en længere periode, er isen på de lokale søer stadig for usikker at færdes på. Et område ved siden af Blovstrød Gadekær er dog bundfrossen, og ved at fjerne sneen kan der blive nogle herlige skøjtebaner 

Det er kun, hvis der er opsat et skilt af kommunen, at færdsel på isen er tilladt. Men i Blovstrød er børnene så heldige, at der ved siden af gadekæret er et bundfrosset område, hvor man allerede nu godt kan stå på skøjter, hvis ellers der bliver ryddet for sne. Arkivfoto: AOB

Det er kun, hvis der er opsat et skilt af kommunen, at færdsel på isen er tilladt. Men i Blovstrød er børnene så heldige, at der ved siden af gadekæret er et bundfrosset område, hvor man allerede nu godt kan stå på skøjter, hvis ellers der bliver ryddet for sne. Arkivfoto: AOB

Efter mange dage med vedvarende frost er mange søer, herunder Blovstrød Gadekær, frosset til is. Men flere - særligt børn - er ikke opmærksomme på, at det stadig er forbudt at færdes på isen.

Formanden for Teknik- og Planudvalget, Jesper Hammer, siger: "Det er meget farligt at opholde sig på isen, og når børn føler sig fristet til at gå ud på de frosne søer, kan det ende meget galt. 

Derfor har forældrene en stor opgave i at fortælle om faren, og at det faktisk også er forbudt. Men det er ikke kun forældrene, der har den opgave. Vi har alle et ansvar for at reagere, hvis vi ser nogen ude på isen."

Isen kan variere meget i tykkelse inden for få meter, da det afhænger af forhold som siv, afløb og tilløb til søen. Det er kun, hvis der er opsat et skilt af kommunen, hvor der står, at færdsel på isen er tilladt, at man må færdes på isen.

Når isen er mindst 14 cm tyk på hele søen, giver kommunen tilladelse til at færdes på isen, men det sker dog altid på eget ansvar.

I Blovstrød er børnene dog så heldige, at der ved siden af gadekæret er et bundfrosset område, hvor man allerede nu godt kan stå på skøjter, hvis ellers der bliver ryddet for sne.