Knivsmand var på vej ud af Danmark

Den formodede gerningsmand er fundet, men boede ikke på Center Sandholm

  Den formodede overfaldsmand blev anholdt tirsdag formiddag i udrejsecenter Sjælsmark - ca. 1 km fra Center Sandholm.

Den formodede overfaldsmand blev anholdt tirsdag formiddag i udrejsecenter Sjælsmark - ca. 1 km fra Center Sandholm.

Det er en 25-årig statsløs palæstinenser, der ikke bor på Center Sandholm, der er anholdt som formodet gerningsmand til det Nordsjællands Politi betragter som et manddrabsforsøg på en 56-årig politibetjent.

Betjenten mødte på sit arbejde kl. 3:30 og undrede sig over, at der var lys i et lokale, som burde være lukket. Han undersøgte stedet, men blev overfaldet. Der opstod tumult, og den statsløse palæstinenser tilførte betjenten tre knivstik, et i armen, et i skulderen og et i halsen.

Gerningsmanden tog flugten, men den overfaldne fik ringet kollegerne op. Hans situation var en overgang kritisk, men han blev bragt på Rigshospitalet og opereret og senere meldt udenfor livsfare. Betjenten er ansat hos Nordsjællands Politi, men for tiden på turnus i Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter.

Den formodede overfaldsmand blev anholdt om formiddagen i udrejsecenter Sjælsmark - ca. 1 km fra Center Sandholm. Den statsløse palæstinenser står for at skulle udsendes af Danmark, oplyste chefpolitiinspektør Magnus Andresen på det pressemøde Nordsjællands Politi afviklede over middag.

Det var et massivt opbud af politi, der var sat ind i eftersøgningen i området samt omkring Allerød Station, og som førte til anholdelsen - men endnu ud på eftermiddagen var der politi og afspærringer overalt i vort område - helt over på den anden side af Sjælsmark og ind i Blovstrød by. Derudover var den offentlige trafik mere eller mindre sat ud af drift i en længere periode.

Når politiet langt ud på eftermiddagen stadig var på plads omkring Center Sandholm, skyldes det, at undersøgelserne ikke var helt afsluttet.