Der 'pilles' ikke ved Blovstrød Skole

Et flertal i byrådet har droppet idéen om at flytte udskolingen væk fra Blovstrød Skole. Man har indset, at med den boligudvidelse der er planlagt i Blovstrød, ville det være en forkert løsning, at droppe udskolingen

  Det viser sig nu, at et flertal i byrådet dropper idéen om at flytte udskolingen væk fra Blovstrød Skole. Arkivfoto: AOB

Det viser sig nu, at et flertal i byrådet dropper idéen om at flytte udskolingen væk fra Blovstrød Skole. Arkivfoto: AOB

Efter en drøftelse blandt gruppeformændene i byrådet er der flertal for at droppe idéen om at flytte udskolingen fra Blovstrød Skole. Det skriver allroednyt.dk her til formiddag og uddyber sagen:

"Der er bedre løsninger, end at flytte udskolingen fra Blovstrød Skole," siger børn- og skoleudvalgsformand Miki Dam Larsen og fortsætter:

Elevtallet vil stige med 275
"Med den planlagte boligudvidelse i Blovstrød vil elevtallet for Blovstrød Skole forventes at stige med 275 de kommende 10 år. Dertil kan en justering af det fremtidige skoledistrikt betyde et endnu stærkere elevgrundlag for skolen."
 
Børn- og Skoleudvalget har som en del af strukturanalysen set på muligheden for at flytte udskolingen fra Blovstrød, da Blovstrød Skole, som kommunens mindste skole med små klasser, er dyrere i udgift per elev.

Styrke Blovstrød Skole
"Vi kan effektivisere på andre måder uden at svække Blovstrød Skole. Alt afhængigt af den samlede strukturmodel og boligudvikling kan vi faktisk styrke Blovstrød Skole de kommende år," siger Miki Dam Larsen. 

Efter borgmesterens budgetoplæg 2. september vil forhandlingerne om den samlede struktur indgå i budgetforhandlingerne.