Da Blackfoot-spejderne holdt flyttedag

Det var et flot arrangement Blackfoot-spejderne havde stablet på benene i forbindelse med spejdernes flyttedag 

  Med Allerød Spejdernes Tamburkorps i front marcherede Blackfoot-spejderne på Blovstrød Allé frem til spejdernes nye 'hjem'. Foto: AOB

Med Allerød Spejdernes Tamburkorps i front marcherede Blackfoot-spejderne på Blovstrød Allé frem til spejdernes nye 'hjem'. Foto: AOB

Der var rigtig mange, som var mødt op for at byde velkommen til Blackfoot-spejderne i deres nye domicil. Spejderne har i mange år levet under trange kår i 'Bjælkehytten' på Parkvej, hvor man i flere omgange har måttet sætte børn på venteliste pga. manglende plads.

Masser af plads
Nu bliver der masser af plads, når først BIFs klubhus bliver bygget om til en spejderhytte. Men det kræver mange kræfter og midler. Spejderne vil bl.a. søge fonde men vil også etablere et 'Gave-træ' med mange 'gave-blade'. For 250 kr. som gave kan alle få sat et blad med navn på gavetræet, der kommer til at stå foran den nye Blackfoot-hytte.

Arrangementet startede med at spejderne strøg flaget ved den gamle spejderhytte og med Allerød Spejdernes Tamburkorps som fortrop marcherede man fra Parkvej til den fremtidige spejderhytte ved Sandholmgårdsvej. Her hejste man så flaget med spejderhonnør.

Mange fra Allerød Byråd var mødt op for at ønske tillykke og borgmester Jørgen Johansen sagde bl.a:

"Jeg vil gerne starte med at sige tillykke til Blackfoot-spejderne med jeres nye hjem.

Byrådet har haft en god og positiv dialog med jer om oprettelse af dette nye spejdercenter, og vi er glade for at kunne give jer nogle bedre rammer. 

Stærkt spejderfællesskab i  Allerød
Vi har et stærkt spejderfællesskab i Allerød, det skal vi værne om. Dét at være spejder er noget helt specielt: Spejder er ikke noget man går til – det er noget man er.

Med jeres nye hjem har I fået mere plads. Plads til at dyrke det grønne, nære fællesskab. Plads til at gå på opdagelse i ’spejderland’. Det er et fantastisk område med Tokkekøb Hegn i baghaven!

Allerød Spejdercenter
Blovstrød Stadion bliver også til Allerød Spejdercenter, og det er en kæmpe mulighed for alle spejdere i kommunen.

Allerød har et stærkt foreningsliv som spejderne er en stor del af. Jeg vil gerne sige tak for jeres store arbejde som frivillig. Tak fordi I skaber gode og sunde fællesskaber for vores børn. Det er jeg som borgmester rigtig glad for. Det betyder nemlig flere aktive, sunde og glade borgere i Allerød.

Til sidst vil jeg gerne ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår, og rigtig god fornøjelse med at få brugt jeres nye fantastiske spejdercenter!"

  Spejderne startede med at stryge flaget ved 'Bjælkehytten'. Foto: AOB

Spejderne startede med at stryge flaget ved 'Bjælkehytten'. Foto: AOB

Formanden for bestyrelsen, Thomas Hansen sagde efterfølgende bl.a.:

"Det er en god dag for Blackfoot og de andre korps i Allerød.
Vi i Blackfoot har nu fået en hytte, hvor der er plads til aktiviteter for vores store gruppe og vi spejdere i Allerød har fået et skønt areal til aktiviteter/lejre osv. Lige op mod Tokkekøb Hegn, som rummer fantastiske muligheder.

Lang proces
Det har været en meget lang proces. Fra vi startede med at tale om at bjælkehytten var for lille og om udvidelse er der nok gået det meste af 10 år. Hvor der er brugt mange kræfter på at få hytten til at fungere med den begrænsede plads og med arbejdet på forskellige udvidelsesprojekter.

Så da Thomas Christensen, lidt konfus efter en løbetur fik idéen til at vi skulle overtage stadion efter det blev kendt, at BIF-fodbold skulle flytte til Blovstrødhallen gik der ikke lang tid før det var den mulighed vi alle så den bedste for Blackfoot.

Det er sikkert noget vemodigt for mange nuværende og tidligere spejdere, at vi forlader Bjælkehytten på Parkvej. Vi forlader nogle fysiske rammer og det bliver et nyt spænende kapitel af Blackfoots historie at flytte til nye størrere omgivelser.

Derfor er det også dejligt, at et par af de 'gamle' spejdere Kasper og Magnus er nogle af dem, der har arbejdet mest for, at vi nu står her.

Der gik ikke længe fra ideen opstod til, at Magnus havde lavet en plantegning over område og hytte som stadig står som drømmen. 

Nedbringe ventelisten
Kasper har som gruppeleder og de andre kasketter han bærer for Blackfootarbejdet meget med at få enderne til at nå sammen både i gruppen og med Allerød Kommune i det næsten 1½ år der er gået fra vi lavede vores købstilbud. Det har i den grad været en spændende udfordring for gruppestyrelsen, og 'stadiongruppen' med idémanden Thomas Christensen som ankermand at styre igennem købet. Det havde ikke kunne lade sig gøre uden den opbakning vi har fået fra vores mange frivillige ledere, der længe har ønskes sig bedre forhold til spejderarbejdet med børn og unge i Blovstrød, og ikke mindst vil vi gerne kunne begynde at nedbringe vores venteliste. 

Byrådet har bakket op om spejdercentret
Vi har også været så heldige at byrådet og ikke mindst de lokale lokalpolitikere Nikolaj, Erling, Olav og Martin har bakket op om ideen med at skabe Allerød Spejdercenter.

Efter det blev kendt, at der blev arbejdet på en overtagelse har vi også fået fuld opbakning fra 'Sammenslutningen af de uniformerede korps i Allerød BUS', der som vi ser mange muligheder i, at lave fælles projekter på den store grund op til Tokkekøb Hegn.

Stor støtte fra mange lokale
'Alt Om Blovstød'-netavis ved Flemming Nyberg har været flittig til at dække den spændende idé og gjort, at vi også har fået stor opbakning fra mange lokale, der har haft spørgmål og idéer, når man mødte dem på gaden.

Fremtiden for Blackfoots nye hytte og Allerød Spejdercenter vil fortsat kaste en del opgaver af sig. Vi har så mange visioner for området og hytten, der kræver både økonomi og frivillig arbejdskraft. Så hermed en opfordring til at kigge forbi vores hjemmeside blackfoot.dk eller kontakt os for at købe gaveaktier, som støtter vores planer for området.

For at sætte yderligere skub i udviklingen af området er det muligt at tilmelde sig til en projektgruppe til praktiske opgaver til at føre vores visioner ud i livet.

Æresmedlem
Til slut vil vi bruge denne dag til at ære en som har været en utrættelig frivillig i Blackfoot igennem mange år. Vi taler tit om den røde tråd i spejderarbejdet og hun har næsten været den røde tråd for os igennem mange år. Jeg taler selvfølgelig om vores mangeårige gruppeleder Kirsten Bech Jacobsen, som udover at være en altvidende grupperleder også har arbejdet på en del af de tidligere projekter på hytte udvidelsen. Så vi har besluttet at udnævne Kirsten til æresmedlem i Blackfoot."

  Ved den nye spejderhytte hejste man flaget med spejderhonnør. Foto: AOB

Ved den nye spejderhytte hejste man flaget med spejderhonnør. Foto: AOB

Thomas Kragh Christensen holdt den anden tale fra spejderne og sagde bl.a.:

"Tak til Allerød Kommune for den gode handel for Skovmarkens stadion. Vi er sikre på, at det er de rigtige købere I har fundet. 

Jeg vil også gerne sige tak til hele Allerød byråd, der fra starten har meldt, at de synes at det var helt rigtigt at spejderne skulle være på Skovmarkens stadion. Jeg vil også gerne rette en meget stor tak til bestyrelsen og alle ledere i Blackfoot for jeres 100 % dedikerede opbakning til at vi skulle over på Skovmarkens stadion. Vi var for længst vokset ud af Bjælkehytten på Parkvej.

I Blackfoot er vi sikre på, at det er det rigtige spejderland, vi er kommet til, og har plantet vores flag. Her er et klubhus – snart spejderhytte - med god plads og et dejligt stykke land, der grænser op til en helt eventyrlig spejderskov – Tokkekøb Hegn. 

Vi skal nu til at skabe det spejderland Allerød længe har manglet til spejderliv. Et spejderliv som foregår 24/7. 

Drømme vil gå i opfyldelse
Med det nye spejderland - som er ca på 4 tønder herligt land - får vi mulighed for at indfri en række at de drømme vi har. 

En drøm er at lave en Allerød spejderlejr i Allerød for alle spejdere og FDF’er i Allerød. En lejr hvor spejderne på tværs af Allerød kan får en masse fine og gode oplevelser og får knyttet venskaber, som ofte rækker udover spejderlivet. 

En drøm er også at vi i Allerød kan indbyde de andre spejdergrupper i Birkerød, Farum osv til store fælles tropsmøder, lejre, kurser, fester og meget mere. I dag er det de andre spejdergrupper rundt om Allerød, der står for at afholde disse ting. Nu kan vi også i Allerød!

Et af formålene med at være spejder, er at får et godt og sundt forhold til naturen. Lige fra de små mikro på 6 år til supersenior på +40 er udelivhelt centralt. Vi siger at der ikke findes dårligt vejr i Danmark - kun dårlig påklædning. Med denne fantastiske beliggenhed lige op til skoven, behøver vi ikke længere at bruge kostbar tid på spejdermøderne til at går over i skoven – vi er her nu. Vi er i naturen.

En meget stor drøm – ikke mindst hos mig – at unge helt fra de unge år får et rigtig godt forhold til skoven, til at gå på opdagelse og blive helt væk, til at bruge naturen som legeplads. Det får vi fine muligheder for at opnå. I spejderbevægelsen er der plads til alle og til at udfolde sig efter bedste evne. Og hvad er bedre til at anspore dette end naturen?

Klubhus forvandles til spejderhytte
Når vores fine klubhus er forvandlet til spejderhytte – som vil kræve mange kræfter og midler – og her har vi brug for al den hjælp og støtte I alle kan give os – så går vi sammen med alle de andre spejdergrupper i Allerød kommune i gang med at omdanne foldboldbanerne til et spejderland med stor fælles bålplads, forme grunden med beplantninger af træer og buske, hyggelige patruljelejrpladser, raftegård, klattertårnmm. 

Et spejdertræ
Vi tænker at forme spejderlandet som et spejdertræ, hvor træets rod er her ved hytten, og hvor vores mikro og minispejder begynder spejderlivet.Efterhånden i deres spejderliv bevæger de sig op i træet som junior og endelig som tropsspejder og senere klanspejder er kommet op i træetsgrene og krone, som vil komme til at være ovre ved skoven i form at patruljelejrpladser, shelter, klanhytte mm.

Det første vi straks går i gang med at indrette er hytten. Blackfoot ny spejderhytte er en meget tiltrængt fornyelse. Vi er for længst vokset ud af den. Vi er blevet mange spejdere, vores udstyr fylder mere og mere. Hver gren – mikro, mini, junior, trop og klan, kan nu få deres eget rum, som de kan sætte deres eget præg på. Vores udstyr kan vi opbevare bedre – undgå fugt, bedre orden og vedligehold. Vi får nu for første gang mulighed for at holde samlede gruppemøder for alle spejdere i Blackfoot og meget mere. 

Men først skal vi have revet omklædningsrum ned og indrettet dem til spejderlokaler. Det vil ske løbende, så vi planlægger med inden for en overskuelig tidshorisont at have en fungerende spejderhytte med det mest nødvendige. Efterfølgende kommer de vi ønsker og drømmer om. Alt dette kræver en masse penge og en masse hjælp, som vi vil arbejde hårdt for at finde. 

Allerede nu kan alle gå ind på Blackfoot gruppens hjemmeside og støtte ved at købe gaveaktier på www.blackfoot.dk/node/1691  Alle der støttet den nye hytte får deres navn på et blad på et gavetræ.

Vi  ved at det er en stor opgave vi går i gang med. Og som der står i en rigtig spejdersang

For er vi spejdere eller ej? 
Mugger vi, når der gælder? Nej! 
Gi ́op når modgangen melder sig, 
er ikke noget for os.

Velkommen alle – se jer omkring, hyg jer. Der er kaffe, kage og snobrød til alle."

  Uden for hytten var der snobrød til alle. Foto. AOB

Uden for hytten var der snobrød til alle. Foto. AOB

  Her er spejdernes visioner på indretningen af det store areal, som strækker sig fra Sandholmgårdsvej og helt op til Tokkekøb Hegn. Illustration: Magnus S. Mikkelsen

Her er spejdernes visioner på indretningen af det store areal, som strækker sig fra Sandholmgårdsvej og helt op til Tokkekøb Hegn. Illustration: Magnus S. Mikkelsen