Blackfoot-spejderne slipper for at betale grundskyld

Allerød Byråd har vedtaget, at spejderne fritages for at betale grundskyld, og grunden overtages i dag

  Blackfoot-spejderne i Blovstrød er utrolig lettede over, at de ikke skal betale kommunal grundskyld, og varmer nu op til en ovetagelses-reception, som afvikles på søndag. Foto: AOB

Blackfoot-spejderne i Blovstrød er utrolig lettede over, at de ikke skal betale kommunal grundskyld, og varmer nu op til en ovetagelses-reception, som afvikles på søndag. Foto: AOB

Blackfoot Spejderne har som bekendt købt ejendommen på Sandholmgårdsvej 29 - det tidligere Blovstrød Stadion - og de har nu søgt om fritagelse for den kommunale grundskyld.

Forvaltningen har oplyst, at alle spejderhytter i Allerød er fritaget for grundskyld, og derfor anbefalede forvaltningen også, at denne spejdergrund blev fritaget. Dette blev forleden dag enstemmigt vedtaget i byrådet.

Overtagelses-reception
Blackfoot gruppen, overtager Blovstrød Stadion inkl. klubhus til fremtidig spejderhytte i dag, den 1. december, hvilket markeres på næste søndag, den 6. december.

Spejderne har inviteret hele Allerød byråd, alle spejderledere i Allerød og mange, mange flere.

Farvel til Bjælkehytten
Planen er, at forældre og søskende mødes kl. 14:00 ved den nye hytte - Blovstrød Stadion, og spejderne møder i uniform kl. 13:15 ved Bjælkehytten på Parkvej. Ca. kl. 13:30 stryger man flaget ved den gamle Bjælkehytte, og går herefter i samlet trop med flaget og tamburkorpset over til den nye hytte, på Sandholmgårdsvej. 

Kl. 14:00 hejser spejderne flaget ved den nye hytte og borgmester, Jørgen Johansen, vil overdrage Blovstrød Stadion til Blackfoot gruppen.

Fra klubhus til spejderhytte
Herefter vil man kunne komme ind og se klubhuset, som skal ombygges til en spejderhytte. Blackfoot-spejderne vil byde på kaffe/te, saftevand og kage, så man sammen kan hygge sig og glæde sig over den nye hytte.

For børn og spejdere laves der bål, hvor alle kan bage et lækkert snobrød. Der vil også være lege og andet, så alle får en sjov og hyggelig eftermiddag.